Job hos os

Vil du være Gusmester hos Sauna Fyn-Langeland

Jeg har en vision om at gøre Sauna Fyn-Langeland til en både sjov og seriøs arbejdsplads og ikke mindst en arbejdsplads, der rykker grænser både for medarbejdere, ejer, brugere og samfundsmæssigt.

Derfor er det meget vigtigt for mig, at vi alle kan være i det, og med dette mener jeg, at vi skal være glade, stolte samt udvikle os selv som mennesker og de brugere, som kommer hos os.

Så jeg håber du vil være med til, at vi fremover rykker grænser hos os selv og hos vores omgivelser.

At gå i sauna er mange ting. For mig betyder det, at vi skal kunne levere en ydelse, som rummer meget mere end kun hygge og velvære. Vi skal give vores gæster – og os selv – troen på, at man i en sauna kan udvikle sig, både fysisk, psykisk og som saunagus-mester.

Jeg har brugt de sidste 26 år af mit liv, på at udforske i saunaer rundt omkring i verden, og de sidste 16 år på at udøve korrekt vejrtrækning gennem “Art of Living”.

Jeg har en vision om at bruge saunaen til at lære børn og voksne at trække vejret rigtigt, så vi kan få den generelle uro, der er i os mennesker, ud af systemet.

Sauna Fyn-Langeland er derfor i gang med et større flerårigt projekt på Langeland, hvor hensigten er at gøre Langeland Efterskole til øens skole sauna midtpunkt. Hvor alle de andre skoler sender deres elever til for at lære at gå i sauna og at trække vejret. Dette bliver en del af pensum i idrætstimerne.

Projektet vil senere udvides til også at omhandle arbejde med demente og andre samfundsgrupper, som har forskellige udfordringer i livet.

Sauna Fyn-Langeland har et meget stort netværk indenfor den danske samt den internationale sauna verden, som gør at vores muligheder for at udvikle os som sauna kunstnere er meget store. Det vil derfor være muligt at deltage i konkurrencer både nationalt og internationalt.

Med det mener jeg, at du som udførende saunagus-mester hos Sauna Fyn-Langeland udvikler din fysik og din psyke til at blive langt stærkere både i krop, sjæl og sind.

 

Hvordan skal vi gøre det?

Vi skal se Sauna Fyn-Langeland som et redskabsrum med uanede muligheder, hvor vi sammen hjælper hinanden til at blive den bedste udgave af os selv.

Først og fremmest skal vi sætte os selv bagerst i bussen og tage hjælpe-hatten på. Med dette mener jeg, at vi skal kunne sige til alle: “Hvordan kan jeg hjælpe dig?”. Når vi gør det alle sammen, kommer hjælpen automatisk tilbage til en selv – så det er ikke farligt, det er bare en anden måde at tænke på.

Vi skal alle igennem følgende grundkurser, for at være ordentligt klædt på til at kunne levere på ovenstående:

Grundkursus i almen sauna.

Grundkursus i Art of Living

Der vil udover disse 2 obligatoriske kurser, uden tvivl være mange flere, som I selv kan se ideen i at tage. Der vil der være mulighed for at optjene penge til og løbende deltage i.

Prisen for at deltage i de 2 obligatoriske grundkurser vil være ca. kr. 4.400, som er egenbetaling og I derfor selv skal optjene og gennemføre indenfor de første 6 ansættelsesmåneder.

 

Hvor store skal vi være?

Vi kommer til at koncentrere os om at blive rodfaste på Sydfyn og øerne, og her skal vi skabe en størrelse på ca. 30-50 gusmestre og 6-15 saunaer. Når dette mål er nået om ca. 2-3 år sætter vi os nogle nye mål.

 

Kan du se dig selv i ovenstående?

Vi skal alle ønske at være med til at udvide kendskabet til brugen af sauna og de positive og effektfulde følgevirkninger. Vi skal være stolte af det, vi i fællesskab kommer til at bygge op, så jeg håber du læser og tænker dette skriv godt igennem og kommer tilbage til mig med et positivt svar.

Jeg ser frem til at høre fra dig og håber du vil være med til at ændre verden – bare en lille smule for dine medmennesker og ikke mindst dig selv.

De bedste hilsner

Jan Hedegaard Jensen

Tel. 21342055

Sauna Fyn-Langeland